Sådan opnår du effektiv risikostyring i arbejdsmiljøet
Der findes mange former for risici, som din virksomhed potentielt kan blive udsat for – både interne og eksterne. Og jo større virksomheden er, jo sværere kan det være at bevare overblikket over risiciene. I dette indlæg beskæftiger vi os primært med de risici, der findes på arbejdspladsen; de risici I har god mulighed for at identificere og minimere.
Læs med og få svar på, hvorfor risikostyring og løbende risikovurderinger er vigtige, og hvordan I forebygger og nedbringer risici i praksis.
Hvad er risikostyring, og hvorfor er det vigtigt?
I dette indlæg holder vi blikket rettet mod de risici, der har med arbejdsmiljøet at gøre. Dvs. risici som kan påvirke sundheden, sikkerheden og trivslen på arbejdspladsen.
Formålet med risikostyring er at identificere og kontrollere de mulige risici og hændelser, som kan påvirke din arbejdsplads og dens medarbejdere.
Risikostyring er den strukturerede proces, som virksomheden bruger til at identificere, vurdere, afbøde, overvåge og rapportere risici på tværs af arbejdspladsen (lokationer, teams m.m.). Risikostyring involverer bl.a. risikovurderingen, men dækker over den samlede teknik, I bruger til at identificere, analysere og håndtere risici på arbejdspladsen.
En struktureret tilgang til risikostyring giver jer større klarhed og modstandsdygtighed, hvilket giver jer mulighed for at træffe datadrevne beslutninger. I sidste ende kan det bidrage til øget produktivitet, et sikrere arbejdsmiljø og medarbejdere, der kan føle sig trygge på arbejdet.
Hvorfor er god risikostyring vigtigt for din virksomhed?
Hvis I skal håndtere risici på tværs af flere lokationer og afdelinger, er ensartede processer, klart overblik og indsigt og hurtig responstid afgørende. Og her kommer risikostyringen ind i billedet. Hvis I ikke har et godt overblik, komplette og opdaterede risikovurderinger og tydelige procedurer på plads, er I mere eksponerede for farer og hændelser. I skal være klar til at reagere, følge op og have de rette indsigter ved hånden, når der fx sker en nærved-hændelse.
God risikostyring er, når I er i stand til at forbinde jeres risikodata og -vurdering med hverdagens arbejdsgange, så det rent faktisk beskytter og gavner medarbejderne.
Start med risikovurderingen
Alle virksomheder med ansatte skal ifølge Arbejdsmiljøloven identificere, beskrive, vurdere, prioritere og evaluere sundheds- og sikkerhedsforholdene på arbejdspladsen, herunder fysiske, mentale, kemiske, biologiske osv. Her er der tale om ’interne’ risici, altså udelukkende forhold på arbejdspladsen.
Som arbejdsgiver er du ansvarlig for medarbejdernes sundhed og sikkerhed ifm. arbejdets udførsel. Derfor er det også arbejdsgiverens opgave at nedbringe risici og farer på arbejdspladsen, så medarbejderne kan udføre arbejdet sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Se denne korte video om risikovurdering:
En risikovurdering er en evaluering af risikoen ved en given fare på arbejdspladsen. Den bruges som et middel til at beskytte medarbejdere, gæster, udstyr, miljø osv. Eksempler på farer kan være kemikalier, støv, ergonomi, fald eller fysiske skader, psykosociale faktorer osv.
Alt det ved du sikkert godt, og du har sikkert også styr på jeres risikovurderinger. Men hvad nogen glemmer, er at risikovurderingen ikke bare er et dokument eller en tjekliste-øvelse. Det bør være en kontinuerlig og dynamisk øvelse, så I sikrer, at risikovurderingen altid er opdateret og følger med virkeligheden på arbejdspladsen. Det vender vi tilbage til senere i indlægget.
Forebyggelse og nedbringelse af risici
Risikovurderingen giver dig et grundlag for at forebygge og nedbringe risici på arbejdspladsen. Her har du identificeret alle de ting, der kan være en fare eller en risiko for medarbejderne, og nu kan du begynde at ’styre’ de farer og risici. Et godt værktøj i den her proces, er en risikomatrix, som kan hjælpe dig med at vurdere og prioritere de enkelte farer.
Risikovurderingen er altså ikke bare en enkeltstående opgave, du udfører én gang, og så er den ged barberet – den er et led i din generelle risikostyring. Ud fra den kan du finde løsninger, lave en handlingsplan, der skal nedbringe farer og risici og forebygge, at de bliver til hændelser og ulykker.
Fjern, minimér og forebyg risici
Ud fra en analyse af de risici, du har identificeret, kan du gå i gang med at nedbringe og forebygge de risici. Her kan du læne dig op ad kontrolhierarkiet:
- 1. Eliminering af faren – forsøg at fjerne risikoen helt
- 2. Substitution til mindre skadeligt alternativ (gælder særligt ved kemikalier og stoffer)
- 3. Tekniske foranstaltninger
- 4. Administrative foranstaltninger
- 5. Personlige værnemidler
Når du bestemmer, hvilke handlinger I skal igangsætte, bør du stræbe efter at fjerne risikoen helt. Er det ikke muligt, er den næstbedste løsning at nedbringe risikoen så meget, du kan. Kan du fx ikke undgå, at medarbejderne skal udføre tunge løft, så sørg for at instruere dem ordentligt i god løfteteknik og inkorporere de nødvendige pauser. På den måde minimerer du risikoen og forebygger skader.
Overvågning og opfølgning
Opgaven slutter ikke der. Når I har gjort, hvad I kan for at vurdere risiciene og fjerne eller nedbringe dem, så kommer endnu en opgave. Nemlig opfølgning. Overvågning lyder voldsomt, men i bund og grund handler det om, at I er gode til at komme ud på gulvet og se, om de ting, I har gjort og implementeret, fungerer i praksis. Hjælper det medarbejderne? Bliver det overholdt? Har det den ønskede effekt?
Her kan I fx bruge sikkerhedsrunderinger som værktøj.
Risikostyring er en levende opgave
Risikostyringen er en kontinuerlig opgave i virksomheden. Når du har lavet en risikovurdering og udført nogle forebyggende handlinger, skal du sørge for at planlægge løbende evaluering. Det er nødvendigt at revurdere risici for at finde ud af, om tiltag virker og foretage nye risikovurderinger på baggrund af nye omstændigheder.
Undgå afvigelser i sikkerheden
Når der sker afvigelser i sikkerheden, kalder vi det for ’safety drifts’. Og dem vil vi gerne undgå så vidt det er muligt.
Safety drifts opstår ofte, når risikovurderingen ikke følger med virkeligheden. Hvis afvigelser i sikkerhedsprocedurer og best practice sker, og der ikke bliver taget hånd om det, bliver de afvigelser gradvist den nye normal. Og det medbringer nye risici. Derfor er det vigtigt, at risikovurderinger, APV og sikkerhedsrunderinger bliver foretaget regelmæssigt. Kun sådan kan I være sikre på, at procedurer, processer osv. repræsenterer virkeligheden i virksomheden.
Rapportering af risici og EHS-data
Som et led i opfølgningen og risikostyringen, bør I indsamle risikodata og -analyser. Det hjælper jer med at spotte mønstre, tendenser eller skjulte problemer, som måske ikke har været synlige tidligere. Det giver både jer og ledelsen større indsigt i sikkerheden og dermed et bedre fundament for at træffe beslutninger og foretage handlinger.
Brug et digitalt system til risikostyring og dataindsamling
Med et digitalt system kan I samle alle jeres risikovurderinger ét sted. Her kan de gemmes, tilgås og kopieres, så I slipper for at lede efter dem og oprette dem på ny hver gang.
Med vores modul til risikovurderinger og risikostyring får du en struktureret metode til at håndtere arbejdet. Så kan I standardisere processerne, lave forebyggende foranstaltninger og få et hurtigt overblik over risici. Derudover kan I indsamle og tilgå data ét sted for at opnå det bedste helhedsbillede af arbejdsmiljøet og sikkerheden.
Se en kort demovideo af vores EHS-system til bl.a. risikostyring
Vil du have en personlig gennemgang af systemet?